Kamal Ahmane, digteren i Trige

- Kamal Ahmane læser op.
Af Mette Lauritzen
Kamal kom til Danmark for snart 6 år siden for at gifte sig med sin kæreste Lene. Kamal og Lene havde igennem 11 år været pennevenner, Kamal boede i Kabylien, en berberisktalende del af Algeriet og Lene boede i Danmark. I 2001 mødtes de for første gang i byernes by Paris, hvor Kamal læste på universitetet.
Lene besøgte Kamal nogle gange, og det endte i frieri. I april 2003 blev de gift på Århus Rådhus og september samme år, efter fem måneders venten, fik Kamal lov til at bosætte sig i Århus med sin kone Lene.
I dag bor han og Lene og deres to døtre Sarah på 4½ år og Anya på 2 år på Holmkærvej i Trige.
Inden Kamal kom til Danmark, var han meget bange for om han nu ville være i stand til at lære det danske sprog. Det lykkedes ham efter blot to et halvt år på Sprogskolen i Århus, og han har nu udgivet sin første digtsamling på dansk.
Da Kamal ved, at man ikke kan leve af at digte, arbejder han til daglig som lærer på friskole i Århus V., hvor han underviser i engelsk, fransk, natur & teknik og Historie.
En lille forfatter i maven
Det var først da Kamal kom til Danmark at han begyndte at skrive digte, det startede som et projekt på sprogskolen der hed ”En lille forfatter i maven”, hvor det gjaldt om at skrive løs. Kamal barslede med digtet "Ja til livet" som hyldest til sin ældste datter Sarah, som er hjerneskadet på grund af ilt mangel under fødslen. Han fik meget ros fra sine lærere og medstuderende, så han fortsatte med at lege med ordene. Kamal meldte sig ind i Århus Poetklub og oprettede sig som bruger på internetsiderne digte.dk og fyldepennen.dk, sider hvor man kan uploade sine egne digte og kommentere andres. Også her fik Kamal stor ros, hvilket gav ham blod på tanden til at få udgivet nogle af sine digte.
I november 2008 udkom Kamals første digtsamling "bindeled". Det er en samling på 94 sider, der indeholder digte om kærlighed, samfundets debatemner, det at være indvandrer og digte om den kultur og det land Kamal stammer fra. Det er alle ting der fylder meget i Kamals liv og det der inspirerer ham til at digte.
Borgerportalen, du læser nu, har også glæde af Kamals skriveevner, da han også er borgerjournalist. Læs også nyheden om hans første offentlige optræden

Borgerportalen 8380.dk