Medaljeslugeren fra Spørring

- Helle Ladefoged - går efter at slå sin egen verdensrekord.

- Sådan ser en racerunner ud.
Af Kamal Ahmane
For knap fem år siden begyndte den nu 15-årige Helle Ladefoged fra Spørring med at praktisere Race Running. Dengang surfede hun sammen med sin mor Susanne Ladefoged lidt på nettet for at tjekke hvilke aktiviteter DHIF (Dansk Handicap Idræts-Forbund) udbød. På den måde kom hun i kontakt med Solveig Hansen som stod for RaceRunning. Straks gav hun sig i kast med denne sportsgren, og der blev tydeligt bekræftet, at den passer perfekt til hende.
Nu er hun bidt af den, og hendes resultater skaber stolthed og glæde hos hendes forældre, som støtter hende.
Borgerportalen mødte den forgyldte løber fra Spørring til en lille snak.
God og vedvarende træningskultur
RaceRunning er en sport for handicappede, hvis balance er hæmmet. Det er en disciplin inden for atletikken i handikapidræt. Helles specialbyggede Petra cykel uden pedaler giver hende helt nye bevægelsesmuligheder, idet hun bruger benene som fremdrift, mens den "trehjulede cykel" støtter hendes krop og hjælper hende med at holde balancen.
I RaceRunning er atleterne klassificeret efter deres grad af handicap og inddeles i klasser. Helles klasse er T33, og dette betyder, at hun er kørestolsbruger med spasticitet i benene, lidt i kroppen men næsten normale arme.
Race Runningen betyder meget for Helles velvære: "Idrætten betyder meget for mig, og det er vigtigt for mennesker med fysiske begrænsninger at holde sig i gang, både for at holde kroppen i form og for det sociale aspekt af sporten. Derudover giver den et større overskud," siger hun.
Helle træner to gange om ugen med Randers Real Atletik. Hun træner også derhjemme på sin cykel. Her skal tiderne noteres og sendes tilbage til træneren Mansoor Siddiqi. For Helle er disciplinen, viljestyrken og lysten til at løbe meget vigtige ting for at blive en god Race Runner.
"Jeg får løbende træningsprogrammer fra landstræneren. Det er vigtigt at skabe en god og vedvarende træningskultur, og hvis man ønsker at opnå gode resultater, så skal der sved på panden, fortæller hun.
Stor medaljesluger
Helle Ladefoged har længe været på jagt efter førstepladsen på podiet, og den fik hun den 9. juli 2009 ved VM i RaceRunning, som blev afviklet på Frederiksberg Stadion. Der var deltagere fra både Danmark, Sverige, Færøerne, Spanien, Portugal og Brasilien. Helle satte sine konkurrenter til vægs og løb til to guldmedaljer i 100 og 200 m og en verdensrekord på 400 m. Distancerne blev løbet på henholdsvis 22,14 sekunder, 45,82 sekunder og 1 minut og 49,13 sekunder.
Helle viste med stolthed hendes 22 medaljer, der hænger på væggen i hendes værelse frem. De vidner om alle hendes flotte præstationer ved deltagelse i diverse nationale og internationale stævner.
"Det var en enorm oplevelse både socialt og sportsligt at være verdensmester og oven i købet slå en verdensrekord. Jeg var helt på den grønne gren," siger hun.
Handicapidræt: meget lille TV-dækning
Der er rigtig mange danskere, der vinder guld medaljer i Paralympiske Lege (PL), men de omtales ikke rigtigt i medierne.
Helle er skuffet over den manglende danske tv-dækning sammenlignet med det "rigtige" OL, og det at der blot bliver vist åbningsceremonien og nogle ganske korte indslag, hvis man er heldig. "Jeg synes, at det er forkert. Vi yder lige så stort arbejde, hvis ikke mere pga. vores handicap," siger hun.
I andre lande som fx Tyskland og Sverige er der mange timer af direkte transmissioner fra legene.
Helles mor som coach
Helles mor, Susanne Ladefoged, er Formand for Race Running i Randers Real, og samtidig er hun assistent landstræner. Hun spiller en vigtig rolle i at gøre sporten kendt over hele landet samt i verden.
"I Danmark er vi så heldige, at man kan søge om hjælp til merudgift til en Petra cykel, fordi den koster mellem 15 og 20 000 kr." Susanne håber på, at mange lande kommer til at deltage i de kommende arrangementer.
"Der er mange mennesker, som ikke ved noget om Race Running. Vi vil derfor meget gerne udbrede kendskabet til den. Det gode ved denne sport er, at de handicappede oplever en frihed, de aldrig før har følt. Når de først kommer på en Petra cykel, og benene rører ved jorden, så mærker de pludselig, at de kan løbe," siger Susanne Ladefoged.
Planer og ambitioner
Danmark bliver EM-vært i 2010, og her ville Helle endnu satte større mål. Hun vil nemlig slå sin egen verdensrekord i 400 m. "Mit mål er selvfølgelig at vinde guld, men det ville være fedt at slå min egen rekord, hvilket vil være en enestående præstation," fortæller hun smilende.
Så er det svært at finde flere rosende ord. Helle går til ridning i Ry og hun nyder også at gå til skydning. Derudover glæder Helle sig til at starte på Hardsyssel efterskole til august næste år.
Et handicap er heldigvis ikke nogen hindring for at dyrke idræt, og det kan ikke sætte en stopper for, at man lever sine drømme ud. Vi ser på Helle som en fantastisk ung pige, der har opnået store resultater på exceptionel vis.



Borgerportalen 8380.dk