Venner af Trige: Cirkus Big og Klovnen Knud
Af Brindusa Brindusoiu Teodoridis
De har været i Trige mange gange ved forskellige anledninger, blandt andet Børnekulturfestivaler, fastelavnsfester og cirkus skole. Børnene kommer og hilser på dem lige så snart, de ser cirkusteltene blive slået op. Cirkus Big, alias Benjamin Breith, og Klovnen Knud, alias Thomas Vilhelm Larsen, føler sig hjemme, når de kommer til Trige. Her kan I læse lidt om deres liv og personerne bag klovnemasken.
Cirkus Big - at leve af, hvad man selv synes er sjovt
Benjamin Breith, far til to, en pige på 8 år og en dreng 6 år, har nu 13 års erfaring som gøgler, klovn og selvstændig iværksætter med sit eget cirkus firma. Han blev bidt af cirkus, da han var 19 år gammel. Dengang arbejdede han på en friskole som lærervikar og pædagogmedhjælper, og han lavede masser af musik og idrætsaktiviteter med børn. Fascinationen af cirkus skyldtes et gøglertræf, hvor han oplevede gammeldags gade cirkus med artister, tryllekunstnere, fakirer, gøglere, telte og campingvogne. Han trænede 12 timer om dagen i sit første år for at lære cirkus. Han åbnede sit eget firma lige fra starten og begyndte stille og roligt med at optræde på gader og stræder med sine cirkus numre. År efter år lignede det mere og mere et rigtigt job med flere og flere arrangementer og forestillinger. I dag rejser han rundt med egne cirkusforestillinger og samarbejder også med andre artister. Hjemme hos Benjamin er der meget gang i motorisk træning for ham selv og børnene, med trapez, klatrevæg og reb til at kravle på. Han giver sin egen livsfilosofi videre til sine børn: at man skulle leve af, hvad man selv synes er sjovt.
Klovnen Knud - at leve sin egen drøm
Til daglig hedder han Thomas Vilhelm Larsen og han er en flink ung mand på 27 år. Han fortæller med glimt i øjet om sin passion for cirkus og dets fascinerede univers. Det hele startede helt tilbage i hans barndom, da han som lille dreng på 4 år havde sin første cirkus oplevelse, hvor han blev dybt fascineret af den særlige stemning, der kun fandtes i et cirkus med popcorn, candyfloss, artister og cirkustelte. Han havde altid leget cirkus på legepladsen, bygget cirkusmodeler derhjemme og drømt om at være cirkus direktør. Han havde også lavet teater og turneret rundt og optrådt på scenen, siden han var lille. Med alderen var han blevet mere og mere ambitiøs og opmærksom på, hvad der sker og skal til i cirkus verdenen og begyndte at samarbejde med andre kollegaer. Han er oprindeligt fra Roskilde, og i 2006 flyttede han til Århus, hvor han mødte Benjamin. Thomas har to klovnefigurer: Klovnen Knud, som er til børne- og familieshow, og Klovnen Wilhelm til voksenshow. Ved siden af det spiller han teater og har også et deltidsarbejde på en ungdomsskole som underviser i musicals.
"At klovne er at jonglere med folks følelser"
At turnere med cirkus betyder at køre fra sted til sted, at stille teltet og scenen op, at optræde og skabe vild energi og bagefter at pakke det hele ned og fordøje, hvad der lige er sket. Fra stille morgenstunder, når solen står op over den tomme festivalplads, stiger intensiteten, indtil den bliver høj og livlig og lige pludselig efter endt optræden er det hele forbi og faldet til ro igen. Og så kører man videre. Både Benjamin og Thomas er glade for deres arbejde. Selv om det handler meget om rutine, planlægning og masser af træning, er det aldrig det samme. Mange ting er spontane oppe på scenen og det vigtigste er at skabe kontakt med tilskuerne. "At klovne er at jonglere med folks følelser, og derfor handler det ikke kun om de tekniske sider af gøgleri og klovneri, men også om timing og spontanitet" siger Benjamin, glad, fordi folk synes at det, de laver, er sjovt og skægt. Det bedste de ved, er at mærke glæde og følelser blandt både børn og deres forældre.
Pædagogisk vinkel på cirkus show
Folk der har været til Børnekulturfestival i Trige i år har tydeligt lagt mærke til, at deres show handlede meget om mobning. Det er en ny vinkel Benjamin og Thomas, sammen med Klovnen Don Carlos gerne vil give til det moderne cirkus. I takt med Aarhus Kommunes "Fri for mobberi" projekt, har de udviklet et show som handler om drilleri, mobning og venskab. "Det ligger lige til højre benet at klovnene driller hinanden", fortæller Benjamin og så vil de køre længere ud og give udtryk for, at der altid er nogen, der er kede af det når det handler om mobning. Det står også i "Knuds drillesang", hvor Klovnen Knud fortæller, hvor trist det er at blive mobbet, og den anden klovn fortryder rigtigt meget, at han har mobbet sin ven.
De kører videre med deres show rundt i Danmark, som inkluderer forestillingen "Det Store Mobbeshow". Benjamin og Thomas er glade for at deres show kan gøre en forskel og bidrager til at flytte opfattelsen af mobning, lige som cirkus var med til at flytte politiske holdninger i 60'erne og 70'erne, samtidig med at underholde børn og voksne.







Borgerportalen 8380.dk