Lektiehjælpen er et frirum for læring og samvær

Christine Dilling.
Christine er glad for sin rolle som lektiehjælper.
Lektiehjælpen er et frirum for læring og samvær.

Af Kamal Ahmane

Det er velkendt, at lektiehjælpen gavner børn og unge i deres skolegang. Den 30-årige frivillige Christine Dilling, som er koordinator for landsindsamling for Danskflygtningehjælp gør lektiehjælpen mulig for særligt mange tosprogede børn. Hun er en af de seks frivillige lektiehjælpere på lektiecafeen i beboerhuset i Trige, som gør en stor forskel ved at styrke dem både fagligt og socialt.

Christine blev født i København og er opvokset i Fåborg på Fyn. Efter studentereksamen flyttede hun til Århus for at læse videre. Hun arbejdede i et halvt år i Musikhuset, derefter begyndte hun på sit drømmestudie på Handelshøjskolen. Hun tog en bachelor i virksomhedskommunikation og tysk efterfulgt af en overbygning i strategisk virksomhedskommunikation.

Efter endt uddannelse fik hun en tidsbegrænset projektstilling som marketingkoordinator, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med hjemmesider. Hun underviser også på handelshøjskolen. Hun boede forskellige steder i Århus, og for fem år siden flyttede hun sammen med manden Jesper til Trige.  Lige nu arbejder hun som kommunikationsmedarbejder på Århus Musikskole.

Indvandrerdebatten fik mig til at reagere
Christines veninde, som er lektiehjælper fortalte, hvor spændende og hyggeligt det er at yde en indsats ved at hjælpe skoleelever med deres lektier. Men Christine oplyser, at klicheerne og fordommene om indvandrere, der i årenes løb har kørt i de danske medier, fik hende for alvor til at reagere.

”Det nytter ikke noget, at jeg sidder derhjemme og brokker mig over det. Jeg ville hellere bidrage med noget og hjælpe børn med anden etnisk baggrund,” fortæller hun. Derfor kom hun hurtigt i kontakt med lektiecaféen i Trige.

Frirum for læring, fællesskab og samvær
For halvandet år siden startede Christine som lektiehjælper i Trige. Lidt senere blev hun koordinator og dermed ansvarlig for lektiecaféen. Hun indrømmer, at opgaven var en udfordring idet, Trige manglede lektiehjælpere. Lektieteamet består i øjeblikket af seks frivillige hjælpere fra Lisbjerg, Spørring og Trige.

De faglige områder spænder vidt, og de ca. 20 faste brugere fra forskellige aldersgrupper kan have hjælp til dansk, fremmedsprog, matematik samt andre fag. Lektiecaféen mangler hjælpere, og er i øjeblikket på udkig efter folk der kan hjælpe med fysik og kemi.

”Nogle indvandrer- og flygtningefamilier kan ikke hjælpe med lektier. Deres børn kommer i beboerhuset for at lære noget, lave skoleopgaver og sidst men ikke mindst nyde det sociale samvær,” fremhæver Christine og oplyser, at børnene sammen med lektiehjælperne tidligere har været på udflugt i Tivoli Friheden og haft en fed oplevelse. Derudover er der pakkeleg og hjemmelavet konfekt inden jul.

Stor opbakning
Trige Kombi bibliotek vil stille masser af bøger til lektiecaféen brugeres rådighed. ”Det betyder utrolig meget, at man får opbakning”, siger Christine Dilling med et smil på læben.

Internetforbindelse bliver ordnet snarest, så børnene kan benytte sig at det.  Børnene er glade for den hjælp de får i den frivillige lektiehjælp, og alene det er det hele værd, mener hun.

Er glad for sin rolle som lektiehjælper
Hjælpen bygger på gensidig respekt. Chritine Dilling er stolt over den store succes, som lektiecaféen har haft. ”Der har hele tiden været brugere, som har og har haft behov for min og andre frivilliges hjælp,” fortæller hun, og tilføjer, at det er noget af det bedste hun har lavet i sin fritid.

”At se de dejlige skolebørn udvikle sig fagligt på baggrund af den frivillige støtte vi yder er en fantastisk oplevelse."

Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.