Borgen og russisk jul med Trigeparkens beboere

Publiceret 09.01.12 kl. 14:29 af

Annie Axelsen og Brindusa Brindusoiu Teodoridis

Gruppebillede foran Folketinget

Den russiske 21 meter høj udgave af Vasiljkatedralen i Moskva

Babuskha universe

Turen med bussen gik fint

46 forventningsfulde beboere fra Trigeparken (afd.19 og 20) drog mandag den 28. november 2011 til København for at se demokratiets højborg og opleve russisk jul i Tivoli.

Der var afgang fra Trige kl. 8.30 hvor arrangementsudvalget ved Gitte Mouritzen, Kirsten Skou og Bodil Nielsen bød velkommen. Efter en veloverstået bustur, ankom deltagerne til hovedstaden. Max. 30 deltagere kunne være med til rundvisningen i Folketinget, derfor havde de resterende 16 beboere valgt at bruge tiden på en strøgtur.

"Borgen"
Nej, dette er ikke optagelsen til tv-serien Borgen, men den virkelige verden, hvor den spændende rundvisning kunne begynde. Christiansborg ligger på øen Slotsholmen omgivet af smalle kanaler. I Christiansborgs kældre findes resterne af Absalons borg fra 1167, den første borg der blev opført på øen.

Folketingssalen
Folketingssalen er et imponerende rum i tre etager. Salen er domineret af medlemspladsernes hesteskoform og af formandssædet i midten, ganske som vi kender det fra TV. I Folketingssalen er den siddende regering altid placeret til venstre for Tingets Formand, med Statsministeren på den første stol, derefter følger resten af ministrene. Over formanden er loftet dekoreret med forskellige våbenskjold. Der er fire store statuetter placeret, bestående af Overvågenhed, Visdom, Retfærdighed og Sandhed. Gennemsnitsalderen for Folketingets medlemmer er ca. 42,8 år.

Vandrehallen
Vandrehallen er udsmykket med en 268 meter lang blomsterfrise, krydret med malerens kommentarer til det politiske liv. Frisen blev udført i 1918-21 af Rasmus Larsen, som på grund af sin bidende ironi, fik tilnavnet ”den onde maler”. I midten af Vandrehallen så vi også Samtaleværelset, som er Folketingets fornemste repræsentationslokaler, hvor statsoverhoveder og andre betydningsfulde gæster modtages. Her kan man desuden se grundlovene fra 1849,1866,1915 og den seneste fra 1953. Grundloven i 1915 blev i folkemunde kaldt ”kvindernes grundlov” da det blev vedtaget, at give kvinderne stemmeret – det var jo godt!

Julestemning
Alt imens den store gruppe på 30 Trige borgere så Borgen, nød de øvrige 16 beboere julestemningen på Strøget. Der var travlhed i butikkerne, da der var mange på julegaveindkøb. Noget ganske særligt var det, at træde ind i Disney-butikken. Der er kun 11 Disney-butikker i hele Europa og den i København, er den første i hele Skandinavien.

Tivoli og russisk jul
Tivoli var storslået og magisk, da alle lyskæderne var tændte, julemusikken spillede, og boderne bød på jule-godter og lækkerier. Russisk jul, årets juletema, var den største attraktion i Tivoli. Der var en flot 21-meter høj udgave af Vasiljkatedralen, tusindvis af smukke håndlavede babushka dukker, og en pyramide af brune bjørne i en flot sal med krystalagtige lysekroner. Man kunne også gå ombord i en
miniatureudgave af den transsibiriske jernbane. Det eneste vi manglede, var den sibiriske sne! Jul i Tivoli var en stor oplevelse, især når man kommer fra lille Trige langt væk fra Københavns puls.

 


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.