Igen i år er der børnekulturfestival i Trige. De sidste forberedelser kører på højtryk, inden festivalen skydes i gang med 2 forestillinger for børnehave- og skolebørn fra Trige og Spørring.
Klods-Hans
Børnene kan se frem til at opleve Da-Dunks udgave af H.C. Andersens eventyr, 'Klods-Hans' på mandag. Da-Dunk har specialiseret sig i rytmisk, musikalsk teater, blandt andet inspireret af Stomp, Blue Man Group og musik og dans fra Brasilien, Cuba, Afrika og amerikansk Hip-hop.
Børnekulturfestivalen
Børnekulturfestivalen er en del af Helhedsplanen for Trigeparken, og i år er det tredje gang festivalen afholdes.I 2009 var temaet 'Cirkus', i 2010 var temaet 'Middelalder', og i år er temaet 'Musik, sang og dans'. Hvert år har mere end 500 børn været aktive under festivalen og festivalens afslutning, som er åben for alle, har været besøgt af op mod 1000 mennesker.
Åbne arrangementer
I år afholdes festivalen i dagene 2.maj til 12.maj. De fleste af dagene foregår aktiviteterne på skolen og i institutionerne. Der er dog en åben aftenkoncert med Trige Crazy Choir på Trige Kombi-Bibliotek tirsdag d.3.maj kl. 18, og den store festivalafslutning torsdag d.12/5 fra kl. 13.00 - 19.00 er ligeledes åben for alle.


Borgerportalen 8380.dk