De fire madboder i Oasen var velbesøgte i eftermiddagstimerne den 21. marts. Spændende, typisk mad fra Danmark, Island, Somalia og Sri Lanka fristede de omkring 50 fremmødte gæster.
Ambitiøst projekt
Baggrunden for "maddagen" er et projekt om en bog om Trigeparken, der med fokus på mad skal beskrive forskelligheden, men også samhørigheden blandt beboerne. Ideen er at samle opskrifter fra mange af de kulturer, der er repræsenteret i bebyggelsen, og også fortælle lidt om personerne bag opskrifterne. Resultatet skulle gerne blive en meget flot bog med spændende opskrifter, der vil være en oplagt gaveidé.
Der er nedsat en lokal arbejdsgruppe på syv personer fra Trigeparken som skal være med til at gøre projektet synligt, således der indsendes rigtig mange opskrifter. Udover denne gruppe er der kontakt til professionelle folk, der skal sikre at niveauet holdes højt. Der er kontakt til bl.a. en stjernekok, en erfaren madfotograf, en erfaren skribent og en grafiker, der som konsulenter hjælper i hele forløbet.
Opbakning et succeskriterie
Da dagen var ved at være slut havde Borgerportalen en snak med projektleder Helle Lykke Jørgensen og projektmedarbejder Jonas Bach om "mad og Mennesker"-projektet. "Vi har haft en rigtig fin dag med mange besøgende," siger Helle. "Det havde selvfølgelig været dejligt med flere boder og endnu flere gæster, men nu er vi startet," supplerer Jonas.
Der er dog ingen tvivl om, at hvis projektet skal blive en succes, må der mere opbakning til fra beboerne. "Vi håber, der kommer mange opskrifter, så det kan blive en rigtig flot og spændende bog," siger Helle Lykke Jørgensen, "og ingen skal holde sig tilbage, fordi de har svært ved at skrive på dansk, vi skal nok finde ud af at få opskrifterne oversat, bare kom med dem!"
Frem til 19. april kan man kan lægge opskrifter i Oasens postkasse - husk navn og adresse. Man kan også e-maile opdkrifterne til helle@trigeparken.dk eller jonas@trigeparken.dk.
Efter planen skal bogen udkomme i foråret 2011, så se at finde din favoritopskrift frem, og få den indsendt nu, opfordrer Jonas Bach.




Borgerportalen 8380.dk