Siden starten af Trige Modeljernbaneklub sidste år er en lille skare trofast mødt op i lokalerne Trige Parkvej 33 hver torsdag.
Klargøring tager tid
Oprydning, rengøring og maling. Det tager altid længere tid en planlagt, også i modeljernbaneklubben. Der var meget at gå igang med i den hedengangne snedkerklubs gamle lokaler, men nu er der skik på tingene, og rammen til selve modelbanen er færdig.
Banelegemet planlægges
Da borgerportalen besøgte klubben i torsdags var snakken og diskussionen om, hvordan sporerne skal ligge i fuld gang. Det er en proces klubben regner med kommer til at tage nogle mødedage, da alle jo har et ord at skulle have sagt. "Vi bliver nok enige om en månedstid," siger Søren Nygren fra klubben, "og så kommer der til at ske noget mere synligt."
Landskab og huse
Når sporerne først er på plads, skal hele landskabet laves i hønsenet, papmaché og lignende. Der skal laves træer og buske, bygges huse, laves veje og stier. Ja, kort sagt kreeres en hel verden i miniput format, målestoksforholdet er 1:87.
Til dette sjove arbejde efterlyser klubben folk, der kunne have lyst til at være med til at skabe et miniunivers. Man behøver ikke være bidt af en gal fyrbøder, eller drømme om MY, MZ og E-maskiner, det er der andre, der gør. Har du lyst til at være med til at bygge en verden, så læg vejen forbi Trige Modeljernbaneklub torsdag aften, eller ring til formanden Frank Hansen på tlf. 29 20 93 59 og hør nærmere.


Borgerportalen 8380.dk