Projekt 8380 Up! Et lydprojekt

Publiceret 02.03.10 kl. 12:02 af

Mikkel Ramlov

Lær at spille bas

eller trommer

I løbet af de sidste tre måneder har 7.-9. Klasserne på Bakkegårdsskolen haft besøg af Mikkel Ramlov, som fra 1. Februar og indtil videre frem til 30. Juni er ansat i projekt 8380Up!, et musikprojekt for unge i Trige under Sekretariatet for Helhedsplanen for Trigeparken.

Projektet går ud på at give de unge i Trige en mulighed for at dygtiggøre sig som musiker eller som rappere/sangere. Tanken bag projektet er at Trige bliver et sted hvor musikalsk kreativitet bliver værdsat og at deltagerne oplever at kunne give et bidrag til området. Derudover vil indbyggerne i Trige forhåbentlig fremover kunne nyde store og små koncerter forskellige steder i lokalområdet.

Rap, sang og musik
Det er planen at der skal oprettes hold med rap, sang, guitar/bas, samt elektronisk musik/produktion og trommer. Til hvert hold bliver der tilknyttet en dygtig underviser med særlig viden indenfor sit felt. Hovedparten af undervisningen vil foregå i ungdomsklubbens eller ungdomsskolens lokaler.

Samarbejde
I løbet af februar har vi arbejdet på at opbygge et samarbejde med Ungdomsklub, Ungdomsskole og andre samarbejdspartnere for at få bredt projektet ud til hele området. Indtil videre har 33 unge været til informationsmøde, og har sagt ja til at være med i projektet. Vi er meget glade for at så mange har vist interesse for projektet og at Ungdomsklub og Ungdomsskole bakker op.

Finansiering
Mikkel Ramlov, fungerer som tovholder på projektet der indtil videre er finansieret under Helhedsplanen for Trigeparken, mens nogle af undervisningstimerne suppleres af Ungdomsskolen.

Man håber at få yderligere støtte samt forbedre det nuværende samarbejde, så projektet kan fortsætte efter sommerferien.

Målet med projektet er at de unge allerede til sommer kan vise resten af byen hvad de har lært, så hold øje med hvad der sker i Trige til sommer!



Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.