Bakkegårdsskolen får en tiltrængt overhaling i løbet af sommeren og efteråret. Den ældste del af skolen fra 1968 har længe været utidssvarende for den måde undervisningen i dag er tilrettelagt på. De pædagogiske metoder der anvendes i dag har haft det meget dårligt under de fysiske rammer skolen indtil nu har haft.
Ombygningen glæder især de ældste klasser
Det er en meget glad skoleleder Preben Sørensen, der fortæller om ombygningen, der nu starter. Han forklarer, at de nye lokaler især er til glæde for 5. til 9. klasserne. Flere klasselokaler vil blive slået sammen, og der bliver grupperum, alt sammen noget der passer til dagens undervisningsform.
Kort proces
Hele processen omkring ombygningen har været meget kort på grund af en hurtig bevilling for at skabe beskæftigelse her i krisetider. Skoleledelse, lærerkollegium, elevråd og skolebestyrelse har nogen gange kun haft en eller to dage til at forholde sig til arkitektforslag. Det har ind imellem givet nogle stressede situation forklarer Preben, men samtidig har det været med til at fastholde et fantastisk engagement fra alle involverede parter.
I alt er der budgetteret med kr. 6,5 mio til projektet, og hvis planen holder, kan 5. og 9. klasserne flytte ind i de ombyggede lokaler 1. november i år. Noget hele skolen ser frem til med stor forventning.



Borgerportalen 8380.dk