Dartklubben er rykket op i 2. division

Publiceret 09.05.10 kl. 16:50 af

Kamal Ahmane

Et stærkt hold, godt samvær og fælleskab.

Niels Helmsby viser stolt sine tre pokaler.

Holdet fra Trige Dartklub har i sidste måned sikret sig oprykning til 2. division via en 6-0 sejr over Neptun2. Klubben har spillet denne sæson i tredje division efter en tvangsnedrykning og sikrede sig første pladsen i kreds 5 med 24 point efter syv vundne kampe og tre uafgjorte.

Oprykningen til 2. division var yderst velfortjent taget i betragtning af spillernes præstationer. Det lover rigtig godt for det nyligt forstærkede mandskab.

Formand Erling Svendsen og de øvrige dartspillere er meget glade for resultatet.

”Vi har opnået et imponerende resultat,” fortæller Erling Svendsen. Målet i den kommende sæson i anden division er endnu en oprykning til første division. Ifølge formanden regner klubben med at starte et 3. divisions hold op.

Dartklubben afholder den 12. juni et stort stævne, dels for at styrke det sociale samvær og hygge, dels for at få lidt penge i klubbens kasse.

En oprykning og masser af pokaler
Udover oprykningen har sæsonen også budt på tre pokaler til Trige Dartklub. Niels Helmsby vandt netop alle sine singler og scorede 3x 180 point i slutspillet i 18 dart turneringen. Niels viser stolt sine præmier. Det er hans tredje sæson med Trige Dartklub, og han betragtes som ”klubbens bedste spiller”.

Nye spillere i klubben
Klubben kan glæde sig over to nye dygtige spillere nemlig John Jensen og hans kone Mona Olsen. Det vil blive en stor gevinst for holdet. John Jensen har tidligere spillet i Møllegården Dartklub i snart 25 år. Han er Danmarksmester i tavleregning med 250 tavler uden at lave regnefejl. ”Det var imponerende i sig selv, og det gjorde mig til en bedre spiller. Det var før jeg lærte at spille dart,” siger han.

Et godt år med flotte resultater
Der blev ligeledes afholdt den årlige generalforsamling, som samlede ni af dartklubbens medlemmer. Formanden kunne berette om et godt år med flotte resultater. Kassereren fulgte op med et positivt regnskab. Der var genvalg til Erling Svendsen som formand, Simon Abrahamsen som næste bestyrelsesformand, Louise Sørensen som kasserer og Finn Buhl som suppleant.

Dartklubbens lokale har for nylig fået et nyt gulvtæppe og er blevet malet. Der trænes fast hver tirsdag, mens torsdage er viet til kampe. 


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.