Århus Kommune havde inviteret til orienteringsmøde på Lokalcenter Bjørnshøj 3. maj. Et møde hvor kommunens embedsmænd og rådmand Hans Halvorsen skulle orientere on planerne for en ungeinstitution til behandling af otte unge 14-18 årige med alvorlige vanskeligheder som kriminalitet og aggressiv adfærd.
Pladsen alt for trang
Kort tid før kl. 19, hvor mødet skulle begynde, mødte der rådmanden en pakket sal og en lang kø af interesserede borgere i gangene uden for salen. Udtrykket på Hans Halvorsens ansigt viste klart, at han var meget forbavset over den store tilstrømning.
Brandmyndighderne forbyder at der opholder sig mere end 150 personer i salen, og det var tydeligt, at der var flere tilstede, udover de mange i tilstødende lokaler og gange. Der har sikkert været omkring 300 Trigeborgere i Bjørnshøjcentret.
Nyt møde
Efter en kort parlamentering mellem embedsmænd, lokale repræsentanter og rådmanden tog han ordet og bød velkommen. Men velkomsten var faktisk en aflysning af mødet, pga. de mange mennesker som betød overtrædelse af brandvedtægterne. Hans Halvorsen sagde, at han ikke ønskede at komme på forsiden af aviserne som overtræder af vedtægterne, derfor aflysning af mødet. Til gengæld vil han invitere til et nyt møde i Trigehallen, hvor der plads til 850 personer. Planen er at mødet vil blive afholdt 17. maj, men nærmere vil blive annonceret i dagspressen og rundsendt til lokale interesseorganisationer.
Ny indsigelsesfrist?
Meddelelsen om et nyt møde blev blandet modtaget af forsamlingen, men da rådmanden forsikrede at indsigelsesfristen også ville blive rykket 14 dage, var der spredte klapsalver.
Arbejdsgruppe
Da mødet var officielt opløst tog Claus Olesen ordet, og bad om at repræsentanter for grundejerforeninger, klubber og andre interesserede blev tilbage, da han gerne ville informere om en arbejdsgruppe, han havde været med til at starte.
Claus fortalte, at han sammen med Morten Christensen og "HC" alle fra Lergravvænget, havde startet en arbejdsgruppe med det formål at forhindre institutionen i at blive åbnet i Trige. Han opfordrede meningsfæller til at melde sig, så der kunne komme mere ud til byens borgere inden mødet 17. maj.




Borgerportalen 8380.dk