1050 underskrifter mod ny institution

Publiceret 30.06.10 kl. 12:47 af

Birger Agergaard

Det er denne placering på Lergravvej 2 i Trige, der fortsat er inde i billedet til en institution. Men placeringen er ikke besluttet endnu.

Det er denne placering på Lergravvej 2 i Trige, der fortsat er inde i billedet til en institution. Men placeringen er ikke besluttet endnu.

Arbejdsgruppen imod en institution for kriminelle unge har opnået to resultater siden sidst: den har samlet 1050 underskrifter imod den såkaldt MultifunC-institutiuon, og den har holdt møde med social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) og driftschef for området familier, børn og unge i Århus Kommune Lotte Lyhne.

Underskrifterne blev afleveret, da gruppens repræsentanter mødtes med rådmanden og driftschefen. Gruppen var repræsenteret af Jan Kristiansen, Steen Søgaard, Morten Christensen, Brian Flyvbjerg og Claus K. Olesen.

Claus Olesen oplyser efter mødet:

"Underskrifterne er et foreløbigt resultat af den igangværende indsamling, og den fortsætter. Hans Halvorsen udtrykte sin anerkendelse overfor Triges brug af dette vigtige demokratiske værktøj."
 
Fra Lotte Lyhne og Hans Halvorsens side blev der givet et tilsagn om snarest at tage initiativ til møde i Trige med de relevante lokale foreninger og virksomheder, så de ved nærmere selvsyn kunne få afdækket de reelle tilbud i Trige.

Ligeledes gjorde Hans Halvorsen opmærksom på at beslutningen omkring placering stadig står åben og at der ikke vil blive taget endelig stilling før alle parter er hørt,” oplyser Claus Olesen

De var lydhøre
Formålet med mødet var at få lejlighed til at fremføre argumentationen bag Triges modstand mod opførelse af MultifunC døgninstitution på Lergravvej 2 i Trige.

Mødet var efter arbejdsgruppens opfattelse særdeles konstruktivt og såvel Hans Halvorsen som Lotte Lyhne udviste stor lydhørhed overfor de forelagte saglige og velunderbyggede argumenter for, at Trige ikke besidder et tilstrækkeligt solidt udbud af relevante og bæredygtige skole- og fritidstilbud til at optage den planlagte MultifunC institution.


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.