Dårligt vejr forhindrede, at den officielle indvielse af Ølsted Sognehus kunne finde sted i den første uge af januar. Men ud over vejrguderne er der intet, der længere kan hindre, at borgerne i Ølsted og omegn kan mødes i huset på Hvidbjergvej 1.
Det er landsbyens gamle forsamlingshus, der nu kan klare de kirkelige og alle øvrige sammenkomster i huset - også private fester. Det samlende navn er nu "sognehus".
Der har været forsamlingshus siden 1900, men driften har været alt andet end stabil. Det blev bygget sammen med en brugs, men brugsforeningen gik konkurs under 2. verdenskrig og solgte det hele. Senere blev forsamlingshusdelen lejet ud til menighedsrådet, og i løbet af 90-erne begyndte ideen med at overtage hele huset at tage form. I 2000 blev det overtaget for 2,5 mio. kr.
Moderniseret fra kælder til kip
Huset var dog i ret ringe stand, så menighedsrådet har nu anvendt yderligere to mio. kr. på at modernisere hele huset. Renoveringen er meget synlig i festlokalet, der har fået hævet loftet helt op i kip - akkurat som da det blev bygget.
Køkkenet er totalmoderniseret, og der er indrettet toiletter i stueetagen. Tidligere lå de i kælderen, så det ikke var forsvarligt at invitere handicappede og ældre til arrangementer.
Men nu er huset tilgængeligt for alle.



Borgerportalen 8380.dk