Lørdagens tøndeslagning foran Rema 1000 i Trige var en stor succes med et pænt fremmøde og mange fine udklædninger. Der mødte ca. 30 feststemte og flot udklædte børn op. Derudover var der mange forældre, som var med og tog mange billeder.
Det er første gang, at Rema 1000 i Trige, i samarbejde med
DUI-LEG og VIRKE har arrangeret tøndeslagning for at fejre fastelavn. Det skete lørdag den 13. februar foran Rema 1000 ved parkeringspladsen.
Der var fire tønder til følgende aldersgrupper: Børn i alderen 0-6, børn fra 7 til 9 år, fra 10 til 12 år og unge fra 13 til 17 år. Rema 1000 stod for fine præmier til kattedronninger og kattekonger samt den bedste udklædte i hver gruppe.
Fastelavn blev fejret med fynd og klem, og selv om det var meget koldt, kom alle tønderne ned. Det tog dog noget tid for de mindste at slå tønden itu. Derfor fik forældrene lov til at prøve. Efter tøndeslagningen var der en lille forfriskning til alle deltagerne.
Succes’en skal gentages
"Vi har haft et pænt fremmøde, og det vil vi meget gerne gentage til næste år. Det er ikke helt en tradition endnu, men jeg håber det ender med at blive det," fortæller købmanden Allan Villadsen, som er glad for at sponsorere arrangementet med tønderne og forfriskningen.
Tina Lacour fra DUI-LEG og VIRKE synes, at er dejligt at mange af byens borgere bakker op omkring arrangementet. "Det er vores første arrangement, og håber, at det bliver en tradition ligesom i Trigeparken," siger hun og understreger, at det er uden tvivl noget der fremmer og samler folk i Trige.




Borgerportalen 8380.dk