To lokale kandidater til repræsentantskabsvalget i NRGi

Publiceret 02.02.10 kl. 11:35 af

Peter Koberg

Hovedsædet i Skejby

Morten Jørgensen fra Spørring

Steen Edeling fra Trige

NRGi, der står for levering af elektricitet til langt den overvejende del af 8380, og de tilknyttede datterselskaber er et andelsselskab som ledes af et repræsentantskab. Repræsentantskabet er NRGi’s øverste myndighed, og består af ca. 100 medlemmer, der vælges af NRGi’s andelshavere. Det er repræsentantskabet, der vælger NRGi’s bestyrelse på ni medlemmer. De enkelte repræsentantskabsmedlemmer er normalt valgt for en 4-årig periode, men ved dette første valg efter fusionen mellem Energi Horsens og NRGi, indføres forskudt valgperiode.I valgområde 3 som Trige, Ølsted og Spørring er en del af vælges for tre år. Alle der har en el-måler i deres eget navn er andelshavere. Det betyder, at beboere i boligforeninger som Trigeparken ikke er andelshavere, da alle målere her står i Ringgårdens navn.

Bak op om de lokale kandidater
I distriktet er der opstillet otte kandidater, og der skal vælges fem, så der er tale om kampvalg. Af de otte kandidater er to fra 8380, en fra Spørring og en fra Trige. De har selvfølgelig lokalindsigt, også på energiforsyning, så det giver mening at stemme på en eller begge af ”vore” kandidater. Borgerportalen har spurgt, hvad de vil lægge særlig vægt på, hvis de bliver valgt.

Steen Edeling
Vil arbejde for at sikre de enkelte andelshaveres interesser i selskabet, herunder et fornuftigt udbytte. 

”Efter medlemskab i én periode står det mig klart, at vi som brugerejet selskab har nogen helt unikke muligheder for at sikre en bæredygtig energiforsyning”, siger Steen. Han mener også, at den relativt store formue som NRGi har skal forvaltes med megen omtanke, således at pengene bruges primært på selskabets kerneområde, el-forsyning, men samtidig være åben for nye tiltag, så længe de giver overskud. Et område Steen kunne forestille sig, er en aktiv medvirken i at få den kommede letbane helt tilTrige og måske Spørring.Han mener kommunen sommetider glemmer yderområder, som dem vi bor i.

Morten Jørgensen
Stiller op for anden gang. Ved sidste valg manglede han ca. 50 stemmer for at komme i repræsentantskabet.

”Jeg stiller op igen, fordi jeg mener, der er brug for en positiv, men kritisk holdning til bestyrelsens og direktionens arbejde”, fortæller Morten, ”jeg vil arbejde for en god forsyningssikkerhed og ikke mindst el til konkurrencedygtige priser”. Morten er noget forbeholden overfor for mange ”sideforretninger” væk fra kerneområdet, som han mener erfaringen allerede har vist ikke er gode forretninger. Han afviser ikke et hvert tiltag af den slags, men mener at hovedkræfterne skal bruges på at forbedre el-forsyningen med den nyeste teknologi under skyldig hensyntagen til klima og miljø.

Der kan stemmes frem til 12. februar
Alle andelshavere skulle modtage en stemmeseddel med posten mellem 1. og 5. februar, og afstemningen finder sted fra 1. februar til og med den 12. februar. Der kan stemmes både pr. post og elektronisk via portalen www.nrgi-valg.dk. Her kan man også læse mere om valget og læse om alle otte opstillede kandidater.

Resultatet offentliggøres den 16. februar. Det kan du selvfølgelig læse her på portalen.


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.