Boligsocialt arbejde for sundhed

Publiceret 22.04.10 kl. 06:01 af

Ole Nørgaard Madsen

Alex Vejby Nielsen viser placering af boligsocialt sundhedsprojekt i fem områder i Århus, heraf skal en ligge i Trige.

Alex Vejby Nielsen viser placering af boligsocialt sundhedsprojekt i fem områder i Århus, heraf skal en ligge i Trige.

Sundhed som boligsocialt tema følges op i Århus med et sundhedsprojekt i Trigeparken, Gellerupparken og Toveshøj, Bispehaven, Herredsvang og Viby Syd.

Det oplyser Alex Vejby Nielsen  fra Det Boligsociale Fællessekretariat.

Skævhed i sundhed
Projektet har til formål at bekæmpe ulighed i sundhed.

"Selv om sundhed primært er en kommunal opgave, er sundhed også udtrykkeligt nævnt som et formål i forbindelse med oprettelse af pulje for boligsociale opgaver i den almene boligsektors Landsbyggefond," forklarer Alex Vejby Nielsen: "Sundhed hænger tæt sammen med andre boligsociale problemer."

Boligsocialt sundhedsprojekt på vej 
Det Boligsociale Fællessekretariat har modtaget et forhåndstilsagn fra Landsbyggefonden om 3 mill. kr. til et sundhedsprojekt i fem udsatte bydele i Århus i tre et halvt år.

Rådmand Dorthe Laustsen har godkendt en kommunal medfinansiering på 1,3 mill. kr. Alex Vejby Nielsen forventer det endelige svar fra Landsbyggefonden til sommer, så projektet kan starte i begyndelsen af september.

Sundhedscafeen i Trige
Sundhedscaféen i Trige skal være i Oasen. Projektmedarbejder Jonas Bach Strandholt fortæller:

"Det er planen, at der skal være en ugentlig dag, hvor man kan komme op i Oasen, og få foretaget et sundhedstjek, med efterfølgende vejledning i, hvordan den enkeltes sundhedstilstand kan forbedres. Det kunne være vejledning fra diætist, sundhedsplejerske, fysioterapeut, etc. Det er også planen at lave motionsaktiviteter, det kunne være stavgang, stolegymnastik, hold for kvinder med tørklæder, hold for overvægtige, etc., ligesom vi også gerne vil bruge de nærliggende skovområder i projektet, hvor der kan laves familieaktiviteter."

Jonas Bach siger om kampagnedelen, at der skal sættes fokus på unges (mis)brug af alkohol og andre rusmidler, og debataftener med fokus på sundhedstilstanden i området, så beboerne også får ejerskab med projektet.

Samarbejde
"Boligsociale medarbejdere hjælper de kommunale medarbejdere med kontakt til områdets beboere i sundhedscafeerne," lyder det fra Alex Vejby Nielsen fra Fællessekretariatet, "men vi regner også med samarbejde med Sport og Fritid fra Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice om at formidle kontakt til foreninger med aktivitetstilbud."

Også Magistratsafdelingen for Børn og Unge forventes inddraget i samarbejdet.

 

Virkning ud over projektperiode
"Vi ved ikke direkte, hvordan sundheden har det i de udsatte boligområder. Men undersøgelser viser, at fattigdom og etnisk oprindelse har det med at hænge sammen med sundhedsproblemer. Det vil vi boligsocialt sætte fokus på. Og ved at involvere foreninger, frivillige og kommunale tilbud håber vi på resultater, der rækker ud over projektperioden," slutter Alex Vejby Nielsen. 


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.