Unge i Trige mangler fritidsjob

Publiceret 08.09.09 kl. 06:07 af

Lene Arentsen

De unge i Trige kunne godt bruge nogle fritidsjobs - dem kan de få nu via Beboerhusets projekt.

Sætningen ”Kan jeg ikke få lidt mere i lommepenge?” er muligvis en af de mest brugte i familier med teenagere. Med projekt ’Lommepenge’ vil Beboerhuset Oasen nu hjælpe de unge med at finde fritidsjob. I samarbejde med bl.a. varmemestrene i boligforeningerne har Oasen fundet en række jobs, som de unge kan varetage.

”De kan f.eks. dele sedler ud i opgange, slå græs eller samle affald,” udtaler projektleder Helle Jørgensen. Dette arbejde udføres normalt af boligforeningernes varmemestre. Arbejdet kræver dog ikke en særlig uddannelse, og opgaverne kan derfor lige så godt udføres af områdets unge.

Kulturelle lommepenge
”Når arbejdet er udført, udbetaler vi lønnen i form af point,” fortæller Helle Jørgensen og fortsætter: ”Disse point kan de unge bruge til at deltage i kulturelle arrangementer. Det kan f.eks. være en tur i biografen eller i Djurs Sommerland.”

Med andre ord tjener de unge ikke penge men point ved arbejdet. Når de har indsamlet points, kan de indløse disse og deltage i et af de arrangementer, som Oasen arrangerer. På denne måde løser Oasen to sociale problemer i området: mangel på fritidsjob og mangel på kulturelle tilbud.

Ansvarlighed for området
Udover at lære at udføre et stykke arbejde ønsker Oasen også at frembringe ansvarlighed over for Trige-kvarteret hos de unge. Helle Jørgensen håber, at de unge vil hjælpe med at holde området pænt, også når arbejdet er udført: ”Når de unge selv er med til at holde området i stand, håber vi på, at de også vil være med til at stoppe hærværk, hvis de ser det i deres fritid”.


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.