Har man interesse for biavl, så er det nemt at starte. Det siger biavler Karl Erik Hvid Nielsen, som har en alsidig grønsagsproduktion - og dertil altså biavl.
Selv om det er en bibeskæftrigelse for Karl Erik Hvid Nielsen, har han her i 2009 høstet 400 kg. honning.
Karl Erik Hvid Nielsen er opvokset på en af de gamle gårde, Trige Mosegård. Gården eksisterer ikke længere, i stedet går motorvejen der hvor gården lå.
I 1976 blev Karl Erik uddannet som gartner og forpagtede tre-fire tønder land af Trige Mosegård ’s jorder. Her byggede han et 140 kvm. stort drivhus, hvor han avler jordbær, squash og små grønsagsplanter til udplantning. Hovedproduktionen er dog rosenkål.
Biavl startede som en bibeskæftigelse i 1980, for at bruge bierne til bestøvning af jordbærplanter og squash. I dag er biavl en fritidsbeskæftigelse af interesse for de små dyr. Der laves rammer til de færdigkøbte kunststofstader. Hentet honning hjem fra bistader der står forskellige steder i Trige området. Hos private til bestøvning af æble og pæretræer. Honning skal slynges, det foregår på egen maskine, en lidt sjov proces, i noget der ligner en kæmpe centrifuge.
De 400 kg. honning, som Karl Erik Hvid Nielsen har høstet, er lavet i omkring 10 stader. Han sælger den via en planteskole, lidt sælges dog til private der selv kontakter ham.
Det kræver lidt planlægning
Som Karl Erik siger, kan alle med interesse for biavl starte, men det kræver planlægning og at være i stand til at improvisere, alt efter hvordan vejret er.
Selv bier skal passes og holdes øje med. For at holde styr på dronninger og hvor gamle de er, får de påsat en lakprik på ryggen og en farve, i 2009 er den grøn, sidste år rød. Der skiftes mellem 5 farver grøn, rød, gul, blå og hvid. Det gør det lettere at finde dronningen (se foto), og tage den rigtige dronning fra, hvis der er blevet opfostret en ekstra. Der er op til 60.000 bier i en bistade. Bifamilien består af en dronning, nogle hundrede hanbier (droner) og mange tusinde arbejdsbier.
Giver sin viden videre
Indenfor biavl er der lavet en mentorordning, så alle nye biavlere bliver tilknyttet en med kendskab til faget. Karl Erik er også med i mentorordningen og giver rundhåndet sin viden videre. Der er biskole på Vejlby Landbrugsskole med undervisning og vejledning på mandage af erfarne og kyndige biavlere.
Mange holder bier i egen lille villahave. Det kan godt lade sig gøre, da bien er et nyttedyr, der bestøver blomster og planter, samtidig med, at der er den gode honning at se frem til.







Borgerportalen 8380.dk