For knap syv måneder siden åbnede Trige Dartklub dørene igen efter at have været lukket i ca. et år på grund af rod i økonomien fra dens daværende formands side. Klubben, der tidligere deltog i BF-Dart - boligforeningsdart i første division, er blevet tvangsnedrykket til tredje division.
Holdet måtte derfor starte helt forfra. Det er nu heldigvis kommet på rette spor og med to vundne og to uafgjorte kampe placeret sikkert i toppen. Der er kun to point op til 1. pladsen, og holdet spiller i uge 49 en oprykningskamp. Klubben består pt. af otte medlemmer.
Vægt på det sociale samvær
Erling Svendsen, der er konstitueret formand for Dart i Trige, oplyser, at klubben lægger stor vægt på det sociale samvær, sammenhold og godt kammeratskab samtidig med at spillerne træner seriøst og hygger sig. Klublokalet har tre baner til at spille på, en bar samt toilet.
"Vi gør alt for at vise hvad vi er gode til i vores lille klub, og man er altid velkommen i klubben. Nu har vi fået tilskud fra Oasen, og når sæsonen er slut, går vi i gang med at male og renovere gulvet, så vi til stadighed har en fin og moderne dartklub," tilføjer han.
Borgerportalen har besøgt klubben to gange: på både træningsdagen/tirsdag og kampdagen/torsdag. Vi tog en hyggelig snak med nogle af klubbens spillere: Jens Peter Johansen, Niels Helmsby, Finn Buhl og Erling Svendsen. De er alle sammen gået i skarp træning til deres allersidste og vigtige kamp, som vil sikre dem en oprykning til anden division. Vi havde også mulighed for at møde Louise Sørensen fra Spørring, der er dartklubbens eneste kvinde.
Louise Sørensen: Debutant med en rimelig sikker hånd
Louise Sørensen fra Spørring er god til dart. Det fortæller alle hendes mandlige medspillere med stolthed. På en afstand af nøjagtig 2 meter og 37 cm. hænger dartskiven. Louise gør sig klar til at kaste pil og virker koncentreret.
Hun er den eneste dame på holdet og kan nemt placere pilen på en dartskive, hvor feltet har en større værdi. Trods hendes lille erfaring står Louise for imponerende resultater. Hun har kun spillet en lille smule dart derhjemme, men hun viste store evner, da hun vandt over en erfaren spiller fra Hasselpilen Dartklub.
Niels Helmsby: Klubbens "bedste" spiller
Niels spillede dart i Slagelse i ti år, men han havde en lang pause på ca. 12 år, hvor han ikke har kastet pil. Han er i hans tredje sæson med Trige Dartklub.
Niels har større ambitioner, og han er sikker på, at han - sammen med sine holdkammerater - kan medvirke til at få første holdet på rette kurs mod toppen igen.
Finn Buhl: Veteranen
Han har i alt spillet dart i 29 år. Veteranen fra Trige elsker dart. Han fremhæver det sociale samvær, når han taler om sportens kvaliteter. Det er et meget afslappende spil, synes han. Desuden bliver man ikke skadet ligesom i fodbold.
Ifølge Finn er en god dartspiller en der kan lukke spillet hurtigt. "Koncentration er en del af det, men man skal også kunne regne ud, hvordan man nemmest lukker spillet," forklarer veteranen fra Trige Dartklub.





Borgerportalen 8380.dk