Mandag den 23. november var der indbudt til Alsangs aften på Bjørnshøjcentret. En tradition der stammer tilbage fra krigstiden. Dengang var pengene små, og det var svært at komme langt væk fra sit hjem, derfor holdt man Al-sangsaftener for familie og venner eller i forsamlingshuset, hvor man samlede sig om sangen.
Fortællingen også i centrum
På Bjørnshøjcentret var det ikke kun sangen, der var i centrum. Også fortællingen var på programmet. Med mange af de sange vi godt kan lide, følger også en historie, en oplevelse eller lignende. Disse fortællinger kom også frem, når folk ønskede sange. På den måde kom vi bl.a. omkring barndomsminder om mors forbudte guldsko, der kom frem når mor ikke var hjemme, om minder fra skole- og højskole tider og om den svenske julesang der kom frem ved Luciafesten i Spanien. En af de ønskede sange førte til, at en enkelt seniordanser gav et par dansetrin på gulvet.
Ud over deltagernes sangønsker og fortællinger blev aftenen krydret med indslag af Trige kor. Koret sang to sæt. Det første var et par novembersange og sidst på aftenen blev der sunget 3 smukke julesange.
Populært
Arrangementet arrangeres i samarbejde med Trige kor og sekretariatet for helhedsplanen i Trigeparken. Det er anden gang der holdes en Alsangsaften og efter deltagernes tilbagemelding efter mandagens sangaften, er der grobund for, at der også kommer et lignende arrangement i 2010.


Borgerportalen 8380.dk