De seneste par år har det været lidt svært at finde ud af, om Spørring Kro var åben eller lukket. Men det ændrer sig fra på fredag den 6. hvor kroen genåbner med fuld musik. Igangsætteren Bruno Holm Pedersen har købt bygningerne og har store planer for kroen.
Fredagsbal
Vi træffer Bruno på kroen, hvor han arbejder hårdt på at få alt klar til åbningen. De sidste otte år han drevet Café Slyngborg i Randers, og han mener de erfaringer kan hjælpe med til at levere det, der får Spørring kro til at blive en succes. I en pause fra klargøringen fortæller Bruno Holm Pedersen lidt om sine planer.
Hver fredag bliver der bal med levende musik for voksne mennesker. Efter lidt mad kan gæsterne svinge sig i dansen til musik for en hver smag. Når orkesteret holder pause fortsætter musikken styret af en disk jockey. Der plads til ca. 120 mennesker, som kan more sig til kl. 2.00 om natten.
Men også lørdag og søndag bliver der gang i den. Lørdag er den faste menu en god gammeldags pariserbøf, mens søndag aften byder på ta' selv bord.
I det hele taget bliver der tale om traditionel dansk mad.
Fredag og lørdag vil kroen være åben fra kl. 11.00 til 2.00, søndag fra 11.00 til 23.00. Ugens øvrige dage er kroen lukket. Dog er der mulighed for selskaber hele ugen.
Der mangler sådan noget i området
Bruno, som er gammel Hinnerupdreng, er sikker på, der mangler et tiltag som dette. "Der er ingen tilbud af den her slags for et voksent publikum mellem Århus og Randers, så jeg tror på succes".
Han tror så meget på det, at han har sat sit hus ved Randers til salg for at flytte ind i lejligheden på kroen. Vi slipper Bruno, så han kan komme tilbage til arbejdet, så alt kan være klar til åbningen 6. november kl. 19.00.



Borgerportalen 8380.dk