På kongeligt bud fra Christian d. 5. startede astronomen og tusindkunstneren Ole Rømer i 1691 opmåling af de danske landeveje, et projekt der tog mere end seks år med en specialbygget milevogn.
Stenene, der blev opsat for hver kvarte mil, var meget simple granitkvadre placeret på en lille høj. Selvom de fungerede efter hensigten, var de ikke monumentale nok for efterfølgende konger, derfor blev de blev afløst af sten i norsk marmor.
Marmor er et smukt materiale, men ikke ret holdbart i det danske klima, så i midten af 1800-tallet blev de erstattet med kegleformede granitsten, som stadig er at se rundt omkring i landet, og nu heldigvis er fredede.
På Randersvej mellem Pannerupvej og Erbækvej står et meget fint eksemplar med Frederik d. 7.s monogram. Næste gang du er på disse kanter, så gør holdt, og se på et stykke kulturarv og flot stenhuggerarbejde.


Borgerportalen 8380.dk