Dyreklinik på hjemmeadressen

Publiceret 23.05.09 kl. 21:22 af

Peter Koberg

"Det har varmet midt i alt sliddet, når jeg har mødt folk, der er blevet glade for at høre, jeg starter dyreklinik," siger Hanne Hallson.

"Jeg glæder mig til at møde både patienter og deres ejere. Det er sådan, jeg er i mit es."

Den 20. maj blev dørene åbnet til den nye dyreklinik for familiedyr på Knoldevej 1 mellem Ølsted og Trige.

På denne adresse har dyrlæge Hanne Hallsson boet siden 1990, og i alle årene har hun drømt om at starte klinik i husets anneks. Nu er hun endelig igang med det, hun er bedst til, nemlig medicinsk og kirurgisk behandling af familiedyr. Plus kattepension med plads til otte katte.

En større omgang
”Det har været en større omgang, end jeg regnede med,” siger Hanne.
”Men det har varmet midt i alt sliddet, når jeg har mødt folk, der er blevet glade for at høre, jeg starter dyreklinik.”

Da Hanne var færdig med sin dyrlægeuddannelse arbejdede hun nogle år som assistent, inden hun startede egen praksis i Skejbycentret i 1990. Det blev starten på nogle gode år, hvor også mange dyreejere fra Trige-Spørring-området fandt vej til klinikken. Hanne Hallsson var dengang også en af initiativtagerne til at få Kattens Værn til at køre i Århus.

Hun elskede sin hverdag med dyr og mennesker, men desværre satte sygdom en stopper for det krævende arbejde med egen praksis.

Hunden, katten og dig
Årene væk fra egen praksis har dog ikke betydet et farvel til faget. Hanne har undervist veterinærsygeplejersker og dyreassistenter på skolen i Kolding; været embedsdyrlæge samt skrevet to bøger. Den ene til brug i undervisningen, mens den anden, ’Hunden, katten og dig’, er beregnet for almindelige dyreejere.

Men førsteprioritet er klinikken.

”Jeg har det godt, og er overbevist om, at helbredet kan holde til en omgang mere. Jeg glæder mig til at møde både patienter og deres ejere. Det er sådan, jeg er i mit es”.

Du kan også læse artiklen i sin helhed i bladet Treklang nr. 43.


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.