I april måned gennemførte boligforeningen Ringgården i samarbejde med NIRAS Konsulenterne en tilfredshedsundersøgelse blandt Trigeparkens borgere.
Thue Hillgaard Petersen, konsulent hos NIRAS, fortæller, at dataindsamlingen er færdig. Hvor og hvornår undersøgelsen bliver offentliggjort, skal efterfølgende her i maj drøftes i styregruppen for helhedsplanen i Trigeparken. Først herefter vil det blive muligt at se resultaterne af undersøgelsen. Det forventes at blive engang i juni måned.
En fjerdedel har svaret
NIRAS Konsulenten afslører dog, at 25,2% af de adspurgte har svaret.
Det er kun lykkedes NIRAS Konsulenterne at indsamle telefonnumre på lidt over halvdelen af lejerne i Trigeparken. Thue Hillgaard Petersen fortæller at det skyldes at der er færre, som har fastnet-telefon i dag. Derudover skifter folk deres mobilabonnement mere hyppigt, hvilket desværre medfører, at de tilgængelige oplysninger ikke altid er 100 procent opdaterede.
Til denne type af undersøgelser indsamler NIRAS Konsulenterne telefonnumre hos NN Markedsdata, der er ejet af TDC. Her får de oplyst fastnet- og mobilabonnementer, som ikke er registreret med hemmeligt nummer.
Blandt de adspurgte vil der blive trukket lod om et digitalkamera. Kameraet vil blive overrakt til den heldige vinder torsdag den 18. juni, hvor borgerjournalisterne får overrakt deres diplom. Nærmere om det senere.


Borgerportalen 8380.dk