Indra Rios-Moore er Århus' svar på Billie Holiday. Det beviste hun, da hun optrådte ved borgerportalen 8380.dk's åbningsreception og projektsupermarkedet i Trige. Hun varmede det feststemte publikum op med den gamle jazzklassiker "I'll be seeing you", hun forsatte med "You've changed" og lagde adskillige grader af intensitet til i forhold til Billie Holidays fortolkning. Holiday indspillede den i slutningen af karrieren, skal det retfærdigvis tilføjes.
Originalitet i tolkningen
Indra er først lige begyndt, så hvad kan det ikke blive til? Flere klassikere fulgte, eksempelvis den overrendte "Summertime" som Indra formåede at give sit eget originale udtryk. Hun blev akkompagneret af pianisten Hans Esbjerg. Det var første gang de spillede sammen, men det lød bestemt ikke sådan.
Indras fortolkninger er klassiske og dog helt friske og nye. Til september er hun CD-aktuel med sit band, "Indra". Det kan kun gå for langsomt med udgivelsen. Instrumenteringen er yderst original trods det, at både bas og saxofon er mere end velkendte i jazz-sammenhæng. Originaliteten består i, at bandet kun er netop de to instrumenter. Thomas Sejthen spiller bas og Indras mand, Benjamin Trærup, spiller tenorsaxofon. På spørgsmålet om, hvorfor Indra har valgt at begrænse besætningen til bas og saxofon siger hun:
"Det begyndte med en diskussion om, hvem der skulle være tredjemand. Det endte med at vi besluttede os for, at det ikke var nødvendigt, så bliver der også mere albuerum til den enkelte musiker og det er godt."
Indra stammer oprindelig fra New York, men efter to år i Århus er hun efterhånden ved at føle sig hjemme.
Gensyn til sommerfesten
CD'en bliver "trykt" og kan købes fra september, men først i januar bliver den officielt udgivet med de koncertarrangementer, der følger i kølvandet. Indra får på CD'en hjælp af guitaristen Uffe Steen, der blandt andet er kendt for sit samspil med bluessangeren James Loveless (Shades of Blue). Rani Arbo, der spiller violin og synger kor, stammer oprindelig fra Indien og er Indras ven. Foruden klassiske jazznumre har tre folkesange sneget sig ind. Det århusianske jazzpublikum vil uden tvivl have meget at glæde sig til i de kommende år. Et swingende møde mellem et stort sangtalent og et originalt akkompagnement. De gamle jazzklassikere vil fremstå endnu mere udødelige ved at blive udfordret med denne musikalske minimalisme. Det populære amerikanske say, Less is more (mindre er mere) synes dækkende her.
Indra er ikke færdig med Trige. Den 22. August optræder hun med sit band ved sommerfesten i Trige, hvor bassisten Thomas Sejthen ikke har langt til arbejde denne aften.
Se mere om Indra på http://www.indra.dk
Indra fatamorgana i Oasen
Publiceret 18.06.09 kl. 22:45 af




Borgerportalen 8380.dk