Trigeområdet skal kendes på rig børnekultur

Publiceret 17.06.09 kl. 17:41 af

Birger Agergaard

Trige-børn på sidste års cirkusskole.

To af pigerne fra DUI Leg og Virke i Trige - mon de er med til cirkus i år? (foto: DUI Trige)

”Trige? Det er da dér, hvor der er gang i børnene! Jeg var med ude og lave en film – og jeg skal derud igen i år!”

Sådan skal snakken gerne foregå mellem børnene i Århus, når Triges kommende tradition med store festivaler for børn er blevet kendt.

Smagsprøve i dag
Startskuddet er i år med en cirkusfestival 7.- til 10. september, og hvis du kommer til festen 18. juni for Helhedsplanen og borgerjournalisterne, så kan du få en god smagsprøve i Beboerhuset Oasen. Her vil DUI-børnene opføre et stuur stuur cirkusnummer.

Du kan også høre mere, når Helle Jørgensen og Jonas Bach fra Trigeparken fortæller, hvad hele ideen er med en årlig børnekulturfestival. Borgerportalen sniger sig dog til at citere lidt fra Helhedsplanen, hvor festivalen er omtalt:

Kvalitet i oplevelserne
Én gang årligt i fire år skal der holdes en børnekulturfestival i Trige med invitation af børn fra både Trige og gerne resten af Århus. Mange børn i Trige oplever kun det, der foregår herude. Derfor er det vigtigt at få kvalitet ind i de oplevelser, vi tilbyder børnene herude. Det er vigtigt at børnekulturfestivalen er for børn i alle aldersgrupper og at projektet er et fællesprojekt for ALLE, der arbejder med børn i Trige. Det vil sige alle institutioner, klubber, foreninger, skole, bibliotek og Trigeparken.

Festivalen skal ikke blot ”fyres af” én gang årligt, men der skal være forskellige optakter i løbet af året.

Nyt tema til hver festival
Hver festival har sit tema. I år er det cirkus, næste år bliver det måske film, eller noget helt andet.

Der er nedsat en projektgruppe med flere aktører, som står for den overordnede planlægning af børnekulturfestivalen. Planlægningen af årets festival er godt i gang.

Ifølge helhedsplanen er der et mål om, at inden 2013 skal en af festivalerne have haft mindst 1500 besøgende. 75 procent af alle børn i Trige har været aktive i en eller anden aktivitet, og efter tre år udgør udefrakommende hver femte af deltagerne på festivalen.


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.