Trige fester for helhedsplan og borgerjournalister

Publiceret 11.06.09 kl. 08:32 af

Birger Agergaard

Den gode historie skal fortælles om Trige.

Rådmand Jacob B. Johansen overrækker diplomer til borgerjournalister.

Det skal være fortid med alle fordommene om at bo i Trige-området. Helhedsplanen er sat i søen for at få området ind i en ny gænge og fokusere på ”Den gode historie”. Faktisk er der så mange gode ting i gang, at der kan holdes et ”projektsupermarked”.

Supermarkedet er blot et af mange indslag under et arrangement torsdag den 18. juni kl. 17-19.30 i Beboerhuset Oasen på Trige Centervej 26A. Her er alle borgere i Trige-området inviteret.

Hvad kan man finde på hylderne i supermarkedet? Blandt andet en ny modeljernbaneklub, Spisestuens madprojekt, informationer om kommende projekter, man kan læse resultatet af Trivsselsundersøgelsen, tale med borgerjournalister – og man kan få en snak med de to afdelingsbestyrelser i Trigeparken.

Hvad betyder helhedsplanen for mig?
Omdrejningspunktet er helhedsplanen. Mange i området har måske hørt navnet, men ved ikke helt, hvad den kommer til at betyde for den enkelte borger. Derfor skal den offentliggøres på festlig maner sammen med jazzsang, tamilsk dans, et cirkusnummer og endda digtoplæsning.

En vigtig del af helhedsplanen er kulturen. Trige skal kendes på at satse på kulturen og på børns trivsel, og det kommer der mindst to aktiviteter ud af: frivillige kulturambassadører i Trigeparken, og en flerårlig børnekulturfestival, der skal give genklang i hele Århusområdet. Disse projekter bliver også præsenteret på torsdag.

Midt i det hele springer nogle mennesker rundt med papirblok og kamera. Det er borgerjournalisterne, der er færdigudlært og samler stof fra dagen til borgerportalen www.8380.dk De skal også nå at have et diplom overrakt, og kommunens kulturrådmand Jacob B. Johansen forestår dette indslag sammen med projektleder for Borgerportalerne, Birger Agergaard.

Mere om arrangementet i de kommende dage!


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.