Skovvangs Ridecenter afholder for første gang en miniridelejr for Rideklubbens medlemmer. Arrangementet løber af stablen fra fredag den 14.08.09 kl. 16.00 til søndag den 16.08.09 kl. 17.00.
Tilmelding foregår efter først til mølle princippet, da der er begrænsede pladser. Der er plads til 12 ryttere. Kravet for deltagelse er, at man selv kan sadle op og ride hesten alene i skridt, trav og galop. Dog vil der være mulighed for at låne elevhest, hvis man vil deltage og ikke har sin egen hest eller pony.
Hygge, heste og samvær
Formålet med lejren er at give de deltagende ryttere gode oplevelser med masser af ridning, hygge, fællesskab og samvær. Ved ankomsten er der velkomst, indkvartering i hytter og almindelig orientering.
Lejren afsluttes med en rideopvisning og fællesspisning, hvor arrangørerne håber på, at mange forældre kigger forbi Ridecentret. Rideopvisningen starter søndag den 16. august kl. 15.30, hvorefter der uddeles diplomer og rosetter til alle vindere af stævnet.
Programmet indeholder i øvrigt teorikonkurrence, striglekonkurrence, ponygames, hygge og bål, hvis vejret viser sig fra den varmeste side.
Håb om succes
Rideklubbens bestyrelse håber, at dette nye tiltag bliver en stor succes for såvel privatryttere som elevryttere. "Hvis årets ridelejr bliver en succes, så gentager vi den selvfølgelig og agter at arrangere flere ridelejre i fremtiden", fortæller Mette Bonde Nielsen, der er bestyrelsesmedlem for Skovvangs Rideklub.
Ridelejr-weekend på Skovvangs Ridecenter
Publiceret 05.08.09 kl. 07:00 af


Borgerportalen 8380.dk